Regnskabet for nyhedsmediet Den Korte Avis viser et resultat før skat på 332.000 kroner.

København. En stribe annoncører meddelte i slutningen af sidste år, at man ikke længere ville bringe annoncer på nyhedsmediet Den Korte Avis.

Det ser dog ikke umiddelbart ud til at have ramt netavisens økonomi.

I hvert fald viser Den Korte Avis' regnskab for 2016 et overskud før skat på knap 332.000 kroner.

Det er en væsentlig fremgang i forhold til året forinden, der resulterede i et plus på 44.000 kroner.

Fremgangen er sket i kraft af en stigning i nettoomsætningen på lige godt en halv million kroner.

Omkostningerne er også steget en smule, men personaleomkostningerne er stort set uændrede og udgjorde 418.000 kroner sidste år.

I omsætningen indgår mediestøtte, som sidste år beløb sig til 147.000 kroner.

Slots- og Kulturstyrelsen har imidlertid meddelt parret bag Den Korte Avis, Ralf Pittelkow og Karen Jespersen, at de ikke længere er berettiget til støtte.

Det skyldes, at Den Korte Avis ikke lever op til kravet om tre redaktionelle fuldtidsansatte.

Derfor har man ikke fået fornyet den dispensation, der lå bag udbetalingen af støtte i perioden fra 2014 til 2016.

Blandt de omkring 30 virksomheder, der ikke længere annoncerer på Den Korte Avis, finder man Nordea, Ikea, McDonald's og Elgiganten.

Det er en konsekvens af en kampagne på sociale medier mod sidens redaktionelle linje.

Omvendt valgte Dansk Folkeparti i december at støtte op om Den Korte Avis ved at indrykke særlige juleannoncer.

- Den Korte Avis udgør en nødvendig modvægt til den berøringsangste og politiske korrekthed, som er ved at brede sig i dansk presse, sagde partiets udlændingeordfører dengang.

Den Korte Avis startede i januar 2012 som en blog. Hidtil har ejerne afvist at tilmelde sig Pressenævnet, hvilket har affødt kritik fra Dansk Journalistforbund.

/ritzau/