I SACKit, der sælger møbler og elektronik fra hovedsædet i Aalborg, var man tilfredse efter 2020.

På trods af coronavirussens indtog havde man haft et fornuftigt salg.

Men hvis de var tilfredse med tallene i 2020, må følelsen være nærmere ekstatisk, når SACKit-ejerne kigger på salget i 2021 indtil videre.

Det er nemlig eksploderet, skriver Nordjyske.

Salget på deres webshop har i januar 2021 været 5,5 gange så højere, end det var tilfældet i januar 2020.

Og da ejerne i midten af februar gjorde salget op, var det alene i årets anden måned otte gange så højt som sidste år i samme måned.

Det flotte salg skyldes, ifølge en af SACKits ejere, at man bruger mere på marketing, og at man nu har skabt den perfekte base for kunderne på nettet.

»Nu har vi fået den webshop, som vores produkt fortjener,« siger medejer og CEO, Kristoffer Glerup.

SACKit blev stiftet i 2012 og sælges i et hav af forskellige butikker i hele Danmark, ligesom man altså også kan købe på deres hjemmeside.