Julen er ikke bare hjerternes tid, men også julefrokostens tid.

Hvert år tager landets virksomheder spenderbukserne på og inviterer medarbejderne til julefrokost, men efter varslinger om mulige restriktioner og brug af coronapas, er de første restauratører blevet mødt af aflysninger.

Det er blandt andet Martin Ib, manden bag Aarhus' største madimperium, MIB, der tirsdag har fået den første julefrokostaflysning.

Han kalder det »pisse træls«, at coronapasset formentlig bliver genindført.

Regeringen anbefaler efter en periode med stigende smittetal at indføre coronapas på en række udvalgte steder som indendørs serveringssteder og natklubber, eller hvor der er mange samlet.

»Jeg forstår godt, hvorfor man gør det, og det går nok. Men vi var lige kommet på den anden side af alt det her, og nu kommer det tilbage igen,« siger Martin Ib til B.T. i Aarhus

Han påpeger, at de lever med det, og at det trods alt ville være værre, hvis der var tale om flere restriktioner eller en reel nedlukning.

Matin Ibs madsteder findes blandt andet i Aarhus Airport, Jydsk Væddeløbsbane og Book1. Det første selskab har allerede meldt fra hos dem, og han er sikker på, at det ikke bliver det sidste.

Martin Ib ejer og driver 12 madselskaber i og omkring Aarhus.
Martin Ib ejer og driver 12 madselskaber i og omkring Aarhus. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg tror, folk går med livrem og seler og bliver skræmt af, at der er noget, der vender tilbage nu. Jeg er helt sikker på, at flere vil gøre det samme, fordi de ikke tør løbe en risiko – selvom det er folk, der går på arbejde sammen hver dag.«

Kan du forstå, at folk trækker sig?

»Ja, det kan jeg godt. Der er ikke nogen, der gider ende på forsiden af medierne, fordi de har været smittekilde.«

På Åboulevarden er indehaver og partner hos natklubberne Kuhstall og Bodeagen, Pete Hegner Jepsen, trods alt bare glad for, at det 'bare' er coronapasset.

»Det er lidt et tilbageskridt, men vi er bare glade for, at vi kan blive ved med at holde åbent,« siger han til B.T. Aarhus.

Hos dem kan dørmændene nu formentlig se frem til at skulle tjekke coronapas, når de også tjekker gæsternes ID i døren. I praksis kommer det til at tage lidt ekstra tid i døren, og folk kan derfor komme til at stå lidt mere i kø.

»Men generelt for os tror jeg ikke, det kommer til at have den store indvirkning, for de fleste af vores gæster er vaccinerede,« siger Pete Hegner Jepsen.

Da de fik lov til at åbne for fulde gardiner 1. september, var det en kæmpe lettelse, at de ikke længere skulle lege »coronapoliti«, siger han. Nu håber han bare, at det ikke bliver værre.

Hos MIB fortæller Martin Ib, at de så småt er begyndt at sætte alarmberedskabet i gang igen.

De havde netop fjernet plexiglas og andre coronaforanstaltninger, men der bliver nu gjort klar til, at den slags ting kan blive sat op igen.

»Vi håber bare, at man giver branchen en mulighed for at gøre klar til det, så det hele ikke skal ske over natten igen,« lyder det fra Martin Ib, der også håber, at regeringen har hjælpepakker i baghovedet, skulle der komme rigtig mange aflysninger i restaurationsbranchen.