Aktiemarkeder over hele verden bløder fortsat.

De har gjort det længe, men i dag har de taget endnu et stort dyk.

Det hænger sammen med frygten for Den amerikanske centralbanks (Fed) aggressive tilgang til inflationen. Om tilgangen vil sende alle ud i en økonomiske nedtur, altså en recession. Det forklarer investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen til B.T.

»Udfordringen er, at uanset hvor du har placeret dig på investeringsmarkedet i 2022, så har du tabt. For så har du fået mange tæsk: 'Live and run but you cannot hide'. Og efter Feds udmelding i går, så er investorerne nervøse, frustrerede, kede af det og forvirrede.«FF

For onsdag aften dansk tid valgte Fed at hæve renten med 0,75 procentpoint. Aktiemarkederne har derfor lidt endnu mere i dag.

C25-indekset er torsdag faldet med 3,5 procent, som er det syvende største fald nogensinde på det toneangivende aktieindeks. S&P 500 er faldet med 2,87 procent, mens Nasdaq-100 er faldet med 3,57.

Hovedindekset på Oslo Børs lukker dagen med et fald på 2,58 procent, og Dow Jones er faldet omkring 2,4 procent.

»Det ser lidt tungt ud alt sammen. Udviklingen i dag efter udmeldingen viser, at investorerne er meget nervøse. I går sagde Fed ganske tydeligt, dog uden at sige det så en almindelig person kunne forstå det, at de har lavet lort i den. De har holdt renterne for lave, for længe,« forklarer Per Hansen.

Per Hansen
Per Hansen
Vis mere

»Råvarepriserne stikker af, olie- og benzinpriser stikker af. Det er presset i alle forsyningskæder. Prisstigningerne flyver op. Så Fed har været ude og vurdere, at det der inflation, det skal vi have ned, og det gør vi ved at hæve renten. Tricket for dem er, at man så tapper privatforbrugerne for købelysten.«

Per Hansen forklarer, at næste rentemøde vil finde sted om seks uger. Han spår, at man her vil se en 0,75 procents stigning igen.

Udelukkende for at få bugt med inflationen og for at få bugt med den amerikanske forbrugers behov.

»Sandsynligheden for, at man lægger den amerikanske forbruger ned, den er ret stor. Så man får formentlig bugt med inflationen i løbet af et år, ved at hæve renterne og derved få den amerikanske økonomi til at løbe baglæns.«

»Det ville de dog aldrig sige, men det er det, de gør. De vender den om og siger, vi skal have inflationen ned. Og det gør de ved, at lægge pres på forbrugerne, når de skal betale meget mere i renter på deres lån og boliglån. Man sørger for at de ikke vil købe noget. Det her med lavere efterspørgsel er hele idéen bag rentestigningen.«

Mange forsøger nu at komme af med deres aktier. Selv Fed skal også ud og sælge. Problemet er, at der mangler købere til alt, og det er derfor kurserne falder.