Mange danskere tyr til Den Blå Avis, når de skal have solgt en sovesofa eller sweater.
Men nu tyder det på, at DBA, Danmarks største annoncemarked, får konkurrence fra vores naboer fra nord.
I Sverige har man nemlig 'Tradera', deres svar på Den Blå Avis, som har mere end to millioner genbrugsvarer til salg om dagen. Og nu er den svenske genbrugsplatformen kommet til Danmark, skriver RetailNews.
»Vi har i en årrække mærket en stigende interesse for Tradera blandt danske kunder, især inden for tøj, ure og samleobjekter. En stigende efterspørgsel og den geografiske nærhed er nøglefaktorer for at satse på det danske marked.«
Sådan lyder det fra Stefan Öberg, administrerende direktør og medejer af Tradera, til mediet.
Virksomhedens målsætning er, at 500.000 danskere benytter sig af køb og salg på Tradera i 2024.
Ifølge DBA's genbrugsindeks har 76 procent af danskerne købt eller solgt noget brugt. I 2017 var det kun 63 procent.
Indekset viser desuden, at 61 procent svarer, at de altid eller ofte prutter om prisen, når de køber genbrug online. 13 procent svarer, at de ikke kan lide at prutte om prisen.
