Holdninger, baggrund og indstillinger til livet. Det er de tre afgørende faktorer, når du skal finde dit perfekte match.

Det tror iværksætter Mortada Haddad i hvert fald på. Han har udviklet en ny datingapp, der er bygget på algoritmer af netop disse tre parametre.

Det skriver Børsen.

'Lovla' hedder appen, og faktisk er den inspireret af 'Gift ved første blik'. I tv-programmet bliver parrene nemlig matchet af eksperterne ud fra holdninger, baggrund og indstillinger til livet – og det er altså samme algoritmer, der bliver brugt i 33-årige Haddads datingapp.

Ifølge Børsen er 'Lovla' baseret på en algoritme, der skaber matches på baggrund af interesser, foretrukne taleemner, hvad man ikke kan lide, og hvad man foretrækker i en partner. Og så fungerer det på den måde, at algoritmen vægter dataene og finder modsætninger og ligheder hos brugerne for at give et udvalg af potentielle vellykkede matches. Under hver bruger på appen kan man så læse den matchanalyse, som algoritmen har udarbejdet.

Mortada Haddad mener, at hans app er modernisering af den ellers klassiske online-dating:

»Vi tager det helt klassiske datingsite og sætter det ind i en moderne tidsalder. Kærlighed har altid handlet om fælles værdier og fælles interesser. Nu bruger vi det bare på en måde, som man ikke har set tidligere,” siger han til Børsen.

'Lovla' blev lanceret i februar 2021 og har over 30.000 brugere.