Danmark er lige så stille ved at vågne af sin tornerosesøvn. Frisørerne er begyndt at klippe. Butiksejerne har slået dørene i storcentrene op, og på mandag kan restauranter og caféer efter to måneders corona-tvangslukning atter bespise deres gæster og servere kaffe.

Men selv om tonerne er lysere, er danskernes syn på fremtiden dunkelt.

Hver femte dansker forventer at spænde livremmen ind de næste 12 måneder og bruge færre penge, end de gjorde, før corona-epidemien lukkede sig som en tjørnehæk omkring Danmark.

Blot fem procent forventer at bruge flere penge. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for B.T.

Privatøkonom hos Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen.
Privatøkonom hos Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Tusindvis er blevet fyret, og endnu flere frygter det. Den usikkerhed er aldrig godt for forbrugernes købelyst. Mange holder igen, når de ikke ved, om de har et job i morgen,« siger privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen.

Hun tilføjer, at der også er forbrugsgoder, som danskerne nøgternt betragtet bare vil komme til at bruge færre penge på i det kommende år.

»Mange vil helt sikkert bruge færre penge på for eksempel rejser, som er blandt danskernes yndlingsforbrug. For det er bare billigere at holde ferien hjemme i Danmark i et sommerhus på Vestkysten end at flyve hele familien til New York.«

Aktuelt ligger danskernes privatforbrug ifølge friske tal fra Danske Bank, som har målt danskerne forbrug på kort- og MobilePay-betalinger frem til og med den 11. maj, 10 procent under det normale niveau.

Trækker man dagligvarehandlen fra – som ligger unormalt højt, fordi danskerne ikke kan spise ude og mange arbejder hjemme – ligger forbruget hele 20 procent under normalen.

Men danskerne er i takt med den gradvise genåbning begyndt at bruge flere penge, og i flere brancher har der ligget et opsparet behov hos forbrugerne, som ligefrem er blevet udløst med ketchup-effekt.

Frisørerne har for eksempel haft ualmindelig travlt og høj omsætning, siden de genåbnede mandag den 20. april, viser analysen fra Danske Bank.

»Her skal man bare huske, at der er tale om et reelt opsparet behov for at komme til frisøren. Det handler ikke så meget om forbrugertillid. Man har jo ikke brug for at blive klippet igen ugen efter, så her vil vi se en normalisering,« siger Louise  Aggerstrøm Hansen.

Skoringen i Frederiksberg Centret har fået en flyende start efter genåbningen i mandags.
Skoringen i Frederiksberg Centret har fået en flyende start efter genåbningen i mandags. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

Skobranchen er blandt de brancher, der har været allerhårdest ramt under krisen.

Men genåbningen af landets storcentre i mandags får nu skosælgerne til at vejre morgenluft.

Branchens samlede salg steg ifølge Danske Banks analyse med 20 procent sammenlignet med mandagen ugen før.

Og i Skoringen, som har 44 butikker i landets storcentre, kan administrerende direktør Frank Siim Sørensen næsten ikke få armene ned.

Frank Siim Sørensen er adm. direktør i Skoringen.
Frank Siim Sørensen er adm. direktør i Skoringen. Foto: Pressefoto
Vis mere

»Jeg hørte til dem, der troede, at opstarten i storcentrene ville blive meget stille. Men der har været overraskende mange kunder i vores butikker. Vi kan næsten ikke være mere glade,« siger han og tilføjer:

»Det er gået over al forventning, og kunderne har lagt flere penge, end de plejer. Der er færre kunder, der bare har været inde for at kigge. De er kommet ind med et reelt behov at købe nye sko og sandaler.«

Louise Aggerstrøm Hansen forventer, at danskernes købelyst vil stige yderligere, når restauranter og caféer åbner på mandag, og tage endnu et nøk opad, når også kultur- og forlystelseslivet ventes at genåbne 8. juni.

Danskernes privatforbrug vil dog først være tilbage på niveauet før coronakrisen i sommeren 2021, vurderer hun.

Samtidig skal man huske, påpeger Louise Aggerstrøm Hansen, at den massive nedgang i forbruget i år og den ventede vækst i 2021, som alle kalkulerede med før krisen, er pist væk og efterlader et permanent hul bag tjørnehækken.