Tre af fire danskere køber varer på nettet, men en del oplever også problemer med leveringstid og teknik.

Det er blevet utroligt populært at handle over nettet, og herhjemme er der nu rekordmange, som handler varer online.

Ifølge Danmarks Statistik har 74 procent af befolkningen i løbet af de seneste tre måneder handlet på nettet.

Det er en pæn stigning i forhold til for ti år siden, hvor 50 procent gjorde det samme.

Agnes Tassy, chefkonsulent i Danmarks Statistik, vurderer, at udviklingen kan hænge sammen med, at det er blevet meget nemt og bekvemt at handle på nettet.

- I Danmark er der en rigtig stor andel af befolkningen, der er i arbejde, og derfor er der mange, der ser det som en mulighed for at spare tid i en travl hverdag.

- Og så er udbuddet af varer blevet meget større. Eksempelvis er det blevet muligt at købe flere madvarer over nettet, siger Agnes Tassy.

I Europa er det kun briterne, der handler mere over nettet.

- I Danmark hænger udviklingen blandt andet sammen med, at danske ældre er de mest digitale ældre i EU, fortæller Agnes Tassy.

Mere end hver tredje - 37 procent - som har handlet på nettet det seneste år, har oplevet problemer. Det er markant flere end tidligere. For ti år siden var det kun otte procent.

Problemer med leveringstid og teknik var både i 2009 og 2019 de mest udbredte, mens svindel var det problem, som internethandlende oplevede mindst.

/ritzau/