Danmark får tirsdag et nyt lavpris-mobilselskab.

Det er forsikringsselskabet Alka, der står det nye mobilselskab – Alka Mobil – men det er ikke alle danskere, der kan få lov at købe sig til et abonnement.

For det bliver kun tilgængeligt for de personer, der er kunder hos forsikringsselskabet eller er medlem hos et af de 17 fagforbund, som Alka samarbejder med. Bor man i samme husstand som en af førnævnte, kan man også tegne abonnement.

»Vi står i en anden situation end andre udbydere af mobiltelefoni. For os handler det ikke om at tjene penge på mobiltelefoni. Det drejer sig udelukkende om at kunne give vores kunder og forbundsmedlemmer nogle attraktive fordele, der gør dem glade, tilfredse og forhåbentlig loyale,« siger direktør Frederik Sjørslev Søgaard, Alka Forsikring.

Det billigste abonnement hos Alka Mobil kommer til at have en pris på 59 kroner. For den pris får man fri tale, fri sms, fri mms og 7 GB data, og det er uden binding. Ifølge selskabet selv er det »landets absolut billigste fri tale- mobilabonnement«.

Et hurtigt tjek på Samlino viser da også, at ingen andre mobiludbydere tilbyder samme pakke til den pris.

»Abonnement med fri tale er de seneste år steget markant i de store teleselskaber til 149 kroner om måneden. For mange mennesker vil der derfor være en del penge at spare med vores tilbud,« siger Frederik Sjørslev Søgaard:

»Mange betaler for abonnementer med en hulens masse data, som de slet ikke bruger. Vores abonnement indeholder data, der dækker behovet for 95 procent af danskerne. Men hvis man alligevel har brug for mere data en enkelt måned, så kan det naturligvis tilkøbes.«

Ifølge en pressemeddelelse er der 2,5 millioner danskere, der kan tegne abonnement til Alka Mobil.