Danske virksomheder i USA kan begynde at få penge tilbage for Trumps ulovlige toldsatser.

Det skriver Finans.

I februar afgjorde den amerikanske højesteret, at Trump overskred sine beføjelser, da han indførte en lang række forhøjede toldsatser.

Og mandag har de amerikanske toldmyndigheder altså lanceret en løsning, hvor importører kan registrere deres krav mod den amerikanske stat, skriver Finans.

Dermed kan de søge om at få den ulovligt opkrævede told tilbage.

Handelspolitisk ekspert hos Dansk Industri Peter Bay Kirkegaard siger til mediet, at danske virksomheder i USA kan gøre brug af ordningen, hvis de har været importører.

- Og det er der formentlig en del virksomheder, der vil gøre. Vi har allerede hørt om nogle, siger han til Finans.

Da afgørelsen i februar lød i højesteret, var det endnu uvist, hvor mange penge der var opkrævet i ulovlig told, men ifølge Finans skriver flere medier, at der skal være opkrævet 166 milliarder dollar svarende til lige over 1053 milliarder danske kroner, som nu skal betales tilbage.

Ifølge de amerikanske toldmyndigheder vil det tage mellem 60 og 90 dage at behandle kravene.

Trump indførte straftolden ved brug af loven International Emergency Economic Powers (IEEPA). Loven er lavet til nationale nødsituationer, men ifølge landets højesteret giver den ikke præsidenten bemyndigelse til at indføre forhøjede toldsatser.

Ifølge USA's forfatning er det Kongressen - og ikke præsidenten - der har beføjelse til at pålægge told og regulere USA's handel med udlandet.

Flere amerikanske virksomheder og delstater anlagde sag mod USA's administration, fordi de mente, at Donald Trump havde overskredet sine beføjelser ved at indføre den forhøjede told på varer fra udlandet.

Spørgsmålet nåede USA's højesteret, efter at flere lavere rangerende domstole har givet sagsøgerne medhold i deres anklager.

/ritzau/