Mange danske virksomheder kæmper med en enorm elregning. Det samme gør Coop.

Den stigende energiregning har fået koncernen til at vende hver en sten, og dette års prisstigninger har sat ekstra skub i arbejdet med at kontrollere deres enorme energiforbrug. Coop skal samlet set reducere deres udgifter med 10-15 procent.

Det skriver Finans, der har snakket med energichefen i Coop, Nicki Pagh Børgesen. Han fortæller, at det siden 2016 er lykkedes at nedbringe energiforbruget med omkring 20 procent i Coop. Men det har ikke været nok.

»Jeg troede, at vi handlede med rettidig omhu og arbejdede benhårdt på det. Men så kom virkeligheden bare og overhalede os indenom. Desværre,« erkender Nicki Pagh Børgesen.

Dansk Industri har vurderet, at danske virksomheder står med en ekstraregning på 49,6 milliarder kroner som følge af de stigende el- og gaspriser.

Og ud af de knap 50 milliarder kan føde- og drikkevareindustrien se frem til en meromkostning på 6,7 milliarder kroner i forhold til et normalår. Sammenlignet er den næste branche på listen plast-, glas og betonindustri, som 'kun' kan se frem til en ekstraregning på knap 3,7 milliarder.

I en anden artikel med Finans forklarer energichefen, at de forventer en ekstraregning på 500 millioner kroner.

I Coop har man lavet en række tiltag for at spare på energien.

Coop har blandt andet fjernet 2.000 kølere i deres butikker og skruet ned for temperaturen og lyset i butikkerne.