Corona-krisen har farvet alverdens børser i blodrøde nuancer.
Men herhjemme har det toneangivende aktieindeks – det såkaldte C25-indeks – med danske topaktier som Novo Nordisk, Ørsted og Coloplast hurtigt rettet sig efter det første coronachok og er nu stort set oppe på niveau med kurserne ved årsskiftet.
Det er godt nyt for især danske småsparere, der selv investerer deres pension eller opsparing i danske aktier.
Sådan lyder det fra Tue Østergaard, investor og tidligere aktiechef og managing partner i den danske afdeling af det internationale finanshus ABG Sundal Collier.
C25-indekset har samlet set blot tabt tre procent siden årsskiftet, og flere af topaktierne har ligefrem oplevet voldsomt stigende kurser.
»Småsparerne, der selv har investeret i C25-indekset, kan sove godt om natten. De seneste 15 år har C25-indekset over de store danske aktier givet et afkast på over 10 procent pr. år. Danske aktier har gjort det helt fantastisk, hvis du sammenligner med alt mulig andet. De har klaret sig uhørt godt,« siger Tue Østergaard
Og holder man fast i de danske topaktier i C25-indekset, vil man igen komme ud af året med et afkast på op mod 10 procent, lyder vurderingen fra Tue Østergaard
Men hvordan kan det toneangivende aktieindeks i Danmark drible uden om den største økonomiske krise siden 1930'erne?

»En del af forklaringen er, at de største danske selskaber er ledet af nogle meget dygtige mennesker. Det er virksomheder, der arbejder globalt, og historisk har de vist, at de gør det godt. Det tiltrækker udenlandske investorer, som søger en sikker havn i disse krisetider. Det trækker aktiekurserne op,« siger Tue Østergaard.
En anden del af forklaringen er, at flere af de allerstørste aktieselskaber i Danmark er medicinalfirmaer som eksempelvis Novo Nordisk, Ambu og Coloplast, der ikke er særligt konjunkturfølsomme.
»Folk skal jo stadig have medicin og medicinalprodukter som stomi-produkter (fra Coloplast, red.), selv om krisen kradser,« siger Tue Østergaard.
Og i denne krise, som også er en verdensomspændende sundhedskrise, kan det ligefrem være en fordel at være medicinalvirksomhed.
For eksempel har Ambu, som sælger medicinsk udstyr, mere end fordoblet aktiekursen siden nytår, påpeger aktiestrategen.
Danske pensionsopsparere, som har deres pensionsopsparing stående i et pensionsselskab, skal dog ikke forvente at få samme positive afkast i år, som de danske spåsparere, der selv har investeret i C25-indekset.
Det skyldes, at de danske pensionsselskaber har spredt risikoen ud og investerer i markeder over hele verden, for eksempel også i Asien og USA, forklarer Tue Østergaard.
En pensionsopsparer med en opsparing på omkring en million kroner har fra 1. januar til 27. april i år tabt 88.500 kroner svarende til et negativt afkast på 8,8 procent mod et negativt afkast på indtil videre 3 procent i C25-indekset.

Det viser tal fra Danmarks største pensionsselskab PFA's populære og udbredte markedsrenteprodukt med en middelhøj risikoprofil, hvor 75 procent af opsparingen investeres i produkter med høj risiko, primært aktier.
Forbrugerøkonom i PFA Carsten Holdum anbefaler, at man fastholder sin risikoprofil i krisetider.
Al erfaring viser nemlig, at man kommer galt af sted, hvis man skifter hest nu.
Pensionsopspareren i PFA har siden bunden i midten af marts i år – hvor årets afkast lød på minus 182.000 kroner – indhentet knap 100.000 kroner af det tabte.