En stribe danske supermarkedskæder donerede flere ton mad til trængte familier i forbindelse med julen sidste år. Nu kan den gode gerning komme til at ramme dem hårdt økonomisk.

Det skriver Horsens Folkeblad.

Kort inden jul besluttede en stribe Rema 1000-købmænd at give en julegave af de store. Man besluttede sig for at donerede overskudsmad til trængende familier, som måske ikke havde finanserne til at købe stort ind til jul. Det blev i alt til omkring 30 ton mad, som kunne forsøde juledagene for en række familier.

En historie, du kan læse mere om her.

I samme ånd besluttedes det hos flere andre supermarkedskæder under Coop og Dansk Supermarked, at man ligeledes ville donere store mængder mad.

De gode julegerninger kan dog vise sig at blive en ekstra dyr for de mange købmænd, som ønskede at hjælpe andre.

Ifølge revisionsfirmaet BDO kan eksempelvis Rema 1000 se frem til en stor regning for den gode gerning. For der skal betales moms af de varer, som supermarkederne gav væk. Var maden i stedet blevet smidt ud, var Rema 1000, Netto og de andre butikker sluppet for moms-betalingen.

Det skriver BDO i deres nyhedsbrev, Depechen, fra 10. januar. Her skrives blandt andet:

'Nogle forretninger går endda skridtet videre og forærer ligefrem sådanne varer til trængende familier. Det så vi flere eksempler på op til jul, hvor blandt andet Rema 1000 ifølge flere medier donerede op mod 30 ton julemad til trængende familier. Mens salg til nedsat pris ikke giver momsmæssige udfordringer, fordi salgsmomsen blot beregnes af den reducerede salgspris, så forholder det sig anderledes med varer, der gives væk.'

Det er med andre ord slået fast ved lov, at der ikke er momsfradrag på varer, der gives som gave.

Og benspænd, når det kommer til netop madspild, er man ikke overraskende ærgerlig over hos de involverede supermarkedskæder:

»Helt generelt må man bare sige, at det koster at bekæmpe madspild. På mange måder kunne det være mere enkelt at bekæmpe - og her er momsdelen bare en del af det. Der er også regler fra Fødevarestyrelsen, som skal overholdes. Men selvom det kunne være nemmere, er det en kamp, vi tager op,« siger Kasper Reggelsen kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked Group, der står bag Netto, Føtex og Bilka, til BT.

I 2016 stod hele Dansk Supermarked Group for et madspild på 33.400 ton mad, og derfor har man sat sig for at reducere det tal med 50 procent.

»Vores madspild er enormt, og derfor er det også noget, vi arbejder på at få sænket. Og det gør vores medarbejdere også. Det kan vi se, når de møder ind på deres fridage for at dele overskudsmad ud i julen,« siger Kasper Reggelsen, der bekræfter, at de mange ton mad, som blev givet væk i julen, kommer til at koste en betydelig sum penge. Præcis hvor mange kan han dog ikke fortælle.

Han mener, at hele området for madspild bør være et fokusområde - og fortæller, at man oplever politisk velvilje til at løse problemet. Det er man enig i hos Rema 1000. Til Horsens Folkeblad siger indkøbsdirektør Anders Jensen:

»Der skal kigges på hele området, fordi vi og andre spillere inden for detail skaber mange initiativer på madspilds-området. Lige nu er der andre, der kigger på, hvordan det løses både nu og i fremtiden. Det er vi ikke en del af, så vi afventer blot og holder fokus på købmandskabet,« siger han.