2021 har ikke været et godt år for det danske investeringsservice Nord Investments.

Selskabet har tabt 15,3 millioner kroner, skriver Finans.

På selskabets egen hjemmeside fortæller man, at man desuden har haft et tab på 9,2 procent i afkast fra januar 2022 til og med maj.

Tabet er dog forventet, lyder det i regnskabet, hvor man ser det som »et resultat af vedvarende investeringer i den digitale platform såvel som kommercielle vækstaktiviteter«.

Nord Investment har til gengæld øget sin omsætning med næsten 165 procent fra 1,7 millioner kroner til 4,5 millioner kroner.

Blandt selskabets samarbejdspartnere er flere kendte navne fra erhvervslivet. Blandt andre Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen, der stiftede Pandora.

Nord Investment benytter sig af en 'investeringsrobot', hvilket skal holde omkostninger nede.

Virksomheden har dog haft problemer med Finanstilsynet, som i 2020 gav Nord Investment tre påbud, fordi man ikke havde levet op til Finanstilsynets ’Kend-din-kunde’-princip.