En central karakter i sagen om Danske Banks potentielle hvidvask i Estland, whistlebloweren, er trådt frem.

Whistlebloweren, der advarede Danske Bank om potentiel hvidvask, træder frem. Han er tidligere chef for Danske Markets afdeling i Baltikum, skriver Berlingske.

Ifølge avisen, der siden marts 2017 har gravet sagen om Danske Banks brud på hvidvaskreglerne i Estland frem, er whistlebloweren briten Howard Wilkinson.

Fra 2007 til 2014 var han chef for Danske Banks baltiske handelsaktiviteter under Danske Markets.

'Jeg kan bekræfte, at jeg arbejdede som chef for Markets i Baltikum med base i Tallinn fra 2007 til min sidste arbejdsdag i april 2014, kun fire måneder efter min første whistleblowerrapport til topledelsen i København,' skriver briten til Berlingske.

Danske Bank ignorerede i årevis gentagne advarsler om, at milliarder af euro flød igennem bankens estiske afdeling fra blandt andet Rusland, Moldova og Aserbajdsjan.

Banken blev advaret første gang i 2007. Men først i december 2013, hvor Howard Wilkinson skrev en whistleblower-rapport til bankens ledelse, begyndte banken at behandle problemerne.