Danske Bank har i første halvår af 2019 et overskud på syv milliarder kroner efter skat. Det er en fjerdedel lavere end sidste år, viser bankens regnskab.

'Første halvår af 2019 var præget af udfordringer med hensyn til både renteniveauet, vores marginaler og de stigende omkostninger til compliance,' skriver topchef Chris Vogelzang i sin kommentar til regnskabet.

Compliance er den afdeling af banken, der skal sikre, at den overholder alle regler – herunder reglerne for bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Halvårsregnskabet er Chris Vogelzangs første som topchef for Danske Bank, efter at han 1. juni overtog posten fra den midlertidige topchef Jesper Nielsen.

Han varsler, at der kommer nye tiltag fra ham senere på året.

'Senere på året vender vi tilbage med en opdatering på, hvordan vi vil sikre, at Danske Bank fortsat kan tilbyde en fremragende kundeoplevelse, bidrage positivt til samfundet, være et godt sted at arbejde for vores medarbejdere og skabe langsigtet værdi for vores aktionærer.'

Regnskabet viser også, at flere tusinde danske kunder har fundet vejen til døren og har skiftet bank.

I alt har banken mistet 13.600 NemID-kunder i årets første seks måneder. I anden kvartal var det 4300.

Selv beskriver banken resultatet i den danske afdeling som 'karakteriseret af hård konkurrence' og 'højere omkostninger til regulatoriske krav og investeringer i compliance-tiltag'.

Inde i regnskabet kan man læse, at bankens udgifter er steget 12 procent, og at dette primært skyldes 'ansættelser og investeringer i compliance'.

I kolde tal er det her Danske Banks overskud er dykket med 32 procent – altså godt en tredjedel.

Det er over en milliard danske kroner af overskuddet, der er forsvundet.

Faldet afbødes blandt andet af en engangsindtægt fra salget af Danica Pension på 1,3 milliarder kroner.

Danske Bank havde på forhånd leveret regnskabets største nyhed, da banken 8. juli oplyste, at den nedjusterer forventningerne til årets overskud med en milliard kroner.

Forventningen lyder på et resultat efter skat på mellem 13 og 15 milliarder kroner i overskud.

/ritzau/