Danske Bank har besluttet at udbetale udbytte til aktionærerne på bagkant af årsregnskabet for 2020.

Det oplyser Danske Bank i sit årsregnskabet.

Danske Bank udbetaler to kroner per aktie, hvilket samlet svarer til 1,7 milliarder kroner.

I starten af 2020 blev de danske banker opfordret til at holde igen med at betale udbytte til aktionærerne og i stedet polstre sig med pengene.

Det er både Finanstilsynet, Nationalbanken og regeringen, der er kommet med den udmelding.

Danske Bank besluttede derfor sidste år på den baggrund at droppe udbetalingen af udbytte for overskuddet i 2019.

I december lød det dog fra Finanstilsynet, at de danske banker kan udbetale udbytte, hvis det "sker under ekstrem forsigtighed, og hvis virksomheden er velkapitaliseret".

Danske Bank fremhæver i regnskabet, at banken følger Finanstilsynets anbefalinger.

- Det er en smule under vores mål for udbytteprocenten anført i vores generelle udbyttepolitik.

- Udbyttet er i overensstemmelse med Finanstilsynets anbefalinger om kapitalbevaring på baggrund af den usikkerhed, der er forbundet med corona-krisen, skriver Danske Bank.

Hvis man ser bort fra sidste år, hvor der ikke kom noget udbytte, er det foreslåede udbytte det laveste siden 2013, hvor der også blev udbetalt to kroner per aktie.

Danske Bank har et mål om at sende 40-60 procent af årets overskud tilbage til aktionærerne.

Udbetalingen for 2020 svarer til 37 procent af årets overskud.

/ritzau/