Efter 16 år i Danske Bank er det slut.

56-årige Berit Behring forlader direktionen i Danske Bank til sommer, fortæller hun på det sociale medie LinkedIn.

»Beslutningen har været svær, for jeg elsker Danske Bank,« skriver hun på mediet.

»Hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke. Men jeg ser helt sikkert frem til at tilbringe mere tid med min familie i Sverige, tage på lange gåture med min hund og måske udforske mindre operationelle roller og muligheder, for eksempel som bestyrelsesmedlem.«

Hun har siden 2019 været medlem af Danske Banks direktion og siden 2021 chef for Large Corporates and Institutions.

Før hun kom til Danske Bank i 2004, var hun ansat i Nordea.

Foruden sin rolle i Danske Bank er Berit Behring også formand for Danica Pension. Til Finance Watch meddeler hun, at hun som udgangspunkt fortsætter i den rolle.

Stillingen som chef for Large Corporates and Institutions vil fra 1. august gå til svenske Joachim Alpen.