Det har været en god morgen for Danske Bank. Trods truslen om milliardstore bøder for hvidvaskning er bankaktien steget.

Det skyldes, at amerikanske juridiske eksperter har vurderet, at Danske Bank alligevel ikke skal frygte hårdtslående bøder fra myndighederne i USA på grund af hvidvasksagen.

Med andre ord regner de ikke med, at den skandaleramte bank alligevel skal punge ud med de op mod 60 milliarder kroner i bøde.

Ifølge Børsen ser eksperterne det i stedet som mere sandsynligt, at Danske Bank vil indgå et forlig med myndighederne i forbindelse med en af historiens største hvidvaskningsskandaler.

Og det vil betyde, at banken formentlig skal lave et langt mindre greb i lommen, end hidtil antaget. Et af buddene er en bøde på omkring 4 milliarder kroner.

Den vurdering har nu fået bankaktien, som de seneste år er faldet med 7,21 procent, til at lave et betydeligt kurshop på 5 pct.

»Så det er en risikolettelse, der sætter sig i aktien. Den værste frygt for bøder er ved at aftage lidt, og nu er der noget juridisk opbakning til det. Det har hele tiden været de amerikanske myndigheder, der har været den store joker,« siger Anders Haulund Vollesen, der er analytiker i Jyske Bank, til Børsen.

Vurderingen fra de juridiske eksperter fremgår i en artikel fra S&P Global Market Intelligence.

Her er argumentet blandt andet, at USA tidligere kun har straffet banker, der har en amerikansk licens, hvilket Danske Bank ikke har.

»Alle taler om denne store amerikanske bøde. Det ser jeg ikke ske,« siger en anonym ekspert ifølge mediet.

Vurderingen bygges på, at Danske Bank er børsnoteret, og en langvarig sag kan tage mange år og giver usikkerhed i aktiekursen.

Det amerikanske justistsministerium og børsmyndighederne, SEC, undersøger Danske Bank for mulig hvidvask i bankens estiske filial.