Danske institutter vil komme under kapitalmæssigt pres i tilfælde af stort økonomisk tilbageslag, viser test.

Danske Bank, Nykredit, Jyske Bank og Sydbank har alle deltaget i en fælleseuropæisk stresstest. Formålet med testen er at vurdere den europæiske banksektors robusthed i tilfælde af et meget hårdt tilbageslag.

Testen viser, at de danske banker lever op til solvensbehovet med en komfortabel margin. Det oplyser Finanstilsynet i en pressemeddelelse.

Solvens er et udtryk for kreditværdighed. En virksomhed er solvent, når aktiverne overstiger forpligtelserne.

Resultaterne viser dog også, at de største danske institutter ville komme under et kapitalmæssigt pres, hvis der kom et tilbageslag som i det opstillede scenarie.

Det siger Finanstilsynets direktør, Jesper Berg. Han påpeger, at der er tale om en meget hård stresstest.

- Resultaterne afspejler, at der er tale om et meget hårdt stressscenarie, som antages at bygge oven på et i forvejen stresset makroøkonomisk udgangspunkt som følge af covid-19-krisen.

- Selv om der er tale om en meget hård stresstest, understreger resultaterne behovet for, at institutterne fremadrettet fastholder en robust kapitalisering, siger han i pressemeddelelsen.

Testen viser, at Danske Bank i det opstillede scenarie ville skulle gøre brug af bankens buffere for kapitalbevaring. Det er penge, der er lagt til side til dårligere tider.

Men Danske Banks finansdirektør, Stephan Engels, fremhæver, at scenariet er usandsynligt.

- I EU-stresstesten for 2021 anvendes et meget hårdt makroøkonomisk scenarie, selv om udgangspunktet i forvejen er stresset grundet coronakrisen.

- Boligpriserne vil i scenariet eksempelvis i gennemsnit falde med mere end 30 procent i Norden. Ikke engang under finanskrisen har vi set sådanne udfald, siger han i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at det netop er formålet med kapitalbuffere at kunne tage dem i brug i sådan en "meget usandsynlig situation".

I alt 50 banker i Europa har deltaget i stresstesten.

/ritzau/