Danske Bank forventer at have kontaktet alle kunder berørt af omstridt instruks senest i begyndelsen af 2021.

Danske Bank har indtil videre sendt brev til knap 400 kunder for at oplyse dem om, at de kan være berørt af en omstridt instruks i forbindelse med ejendomshandler.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Sagen handler om, at Danske Bank i en årrække instruerede sine medarbejdere i at lade bankens egen ejendomsmæglerkæde, Home, kræve overpris fra bankens mest sårbare kunder.

Og indtil videre har banken altså sendt brev til knap 400 kunder om, at kan være berørt af instruksen.

Danske Bank har fundet frem til de 400 kunder i forbindelse med oprydningsarbejdet efter instruksen, som banken beklager.

- Det er en fuldstændig uacceptabel praksis, som aldrig burde have eksisteret i banken. Vi beklager den og er ved at undersøge, hvordan den opstod.

- Vi er samtidig ved at undersøge, om den har resulteret i, at nogle kunder har betalt for høje salærer til Home. Hvis det er tilfældet, vil vi selvfølgelig kompensere de kunder, siger Thomas Mitchell, Danske Banks privatkundechef, i pressemeddelelsen.

Det er TV2 og Berlingske, som har afdækket bankens instruks på baggrund af interne dokumenter. Instruksen blev ændret i juli 2019.

Instruksen drejer sig om de kunder i inkassoafdelingen, der er gået med til at sælge deres hus eller lejlighed for at indfri en del af deres gæld.

I de tilfælde har Danske Bank instrueret medarbejderne i at opfordre kunderne til at sælge gennem bankens egen ejendomsmægler, Home.

Hvis kunderne er gået med til at sælge gennem Home, har instruksen til Danske Banks medarbejdere i inkassoafdelingen været, at Home gerne måtte kræve et højere salær hos Danske Bank-kunden, end hvis kunden havde valgt en hvilken som helst anden mægler på markedet.

På grund af bankens rådgivning kan kunderne derfor være endt med en endnu højere gæld til banken efter at have solgt gennem bankens ejendomsmægler.

De pågældende bolighandler omfatter den type handler, hvor salget af boligen ikke indfrir hele bankkundens gæld.

Danske Bank oplyser tirsdag, at den fortsætter med at gennemgå alle relevante sager med ejendomshandler i perioden 2013-2019. Det sker med henblik på at finde frem til flere sager, hvor Home blev brugt som mægler.

- I takt med at Danske Bank finder disse sager, vil de pågældende kunder også modtage brev fra banken, og deres sager vil ligeledes blive undersøgt med henblik på at fastslå, om de skal kompenseres.

- Det kræver manuel gennemgang af hver eneste sag i tidsperioden, hvilket tager tid. Men Danske Bank forventer at have kontaktet alle relevante kunder senest i første kvartal af 2021, hedder det i pressemeddelelsen.

Ifølge Danske Bank kendte Home ikke til den omtalte instruks.

/ritzau/