Kunder i Danske Bank har ikke fået aftalte rabatter eller god nok service i rådgivning om udbytteskat.

Danske Bank har fundet en række fejl i kundesager, som kan have resulteret i tab for bankens kunder.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Blandt andet har 3000 kunder - primært erhvervskunder - ikke modtaget aftalte rabatter på valutahandler.

Danske Bank nævner desuden, at 5500 danske kunder har fået en utilstrækkelig service i bankens rådgivning i forhold til udbytteskat. Det har betydet, at udbetaling af refusioner har været betydeligt forsinkede.

Samtidig har en gruppe kunder i Norden oplevet, at en aftalt strategi for deres investeringer ikke er blevet fulgt. Det kan have haft konsekvenser for afkastet.

Derudover har 27.000 bankkunder i Norden og Luxembourg have fået en forkert opgørelse af tab og gevinster på aktiehandler i deres netbank eller mobilbank.

De har dog fået de rigtige beløb udbetalt, så de har ikke lidt et økonomisk tab på handlerne. Men opgørelsen har været forkert på grund af fejl i et underliggende it-system.

Danske Bank er i forvejen hvirvlet ind i en sag om forkert opkrævning i tusindvis af gældssager, der har betydet, at kunder over en årrække har betalt for mange penge. Den sag har udløst fire påbud fra Finanstilsynet.

Administrerende direktør Chris Vogelzang fortæller, at banken vil oprette en ny enhed til at håndtere de gamle kundesager hurtigst muligt.

- Desværre kan vi ikke lave om på tidligere fejl, mange af dem er flere år gamle. Men vi kan og det er det, vi er i gang med sikre, at vi retter de fejl, vi finder, proaktivt og rettidigt, og at vi gør det rigtige for vores kunder.

- Vi har lært, ikke mindst fra den nylige gældsinddrivelsessag, at selv om vi har taget mange af de rigtige skridt, skal vi kunne tage dem hurtigere, samtidig med at vi er mere transparente over for alle vores interessenter om disse sager, siger han i pressemeddelelsen.

/ritzau/