Det har været en blodrød dag på det danske aktiemarked.

For C25-indekset, der består af de 25 største aktier på den danske børs, har været helt nede at vende i et minus på 3,5 procent.

Det svarer til et fald i selskabernes børsværdi på mere end 125 milliarder kroner, og det er det største kursfald i 22 måneder.

Det skriver Finans.

»Det er et meget markant fald. Vi skal tilbage til marts 2020 for at finde et tilsvarende kursfald på en enkelt dag i C25,« fortæller Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg hos Formuepleje, til Finans.

Kurserne er dykket siden 3. januar, hvor der er tale om et fald på 12,7 procent.

Og årsagen til det store fald skyldes flere årsager.

Foruden den geopolitiske usikkerhed i konflikten mellem Ukraine og Rusland, så er inflation og stigende renter også med til at skabe nervøsitet i markedet.

Men selvom mandag blev en dyr dag for mange aktieinvestorer, mener Otto Friedrichsen ikke, at aktiemarkedet er ved at ramle.

Det største fald på en dag var 12. marts 2020, hvor indekset dykkede otte procent.

Det var på niveau med det, der blev set under finanskrisen.

Faldet kom dagen efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af Danmark ned for at bremse coronasmitten.

Andre læser også