Det går godt – faktisk meget godt – hos den danske virksomhed Kimbrer Computer. Især, hvis man dykker ned og tager et kig i deres seneste regnskab.

For her fremgår det, at virksomheden kan præsentere et overskud på knap 30 millioner kroner efter skat i 2021.

Det er dermed et væsentlig spring sammenlignet med 2020, hvor overskuddet lå på lidt mere end 11 millioner kroner.

»Det er tilfredsstillende, det er der ingen tvivl om. Årene før har heldigvis været gode, men i år har været ekstraordinært flot,« siger Bjarne Aarup Andersen, der er administrerende direktør i Kimbrer Computer, der har adresse i Aars.

Kimbrer Computer beskæftiger sig med opkøb af it-udstyr.

De forskellige typer udstyr bliver af virksomheden skilt ad for så at blive genbrugt. Særligt genbrugte mikrochips er noget, virksomheden sælger særlig meget af for tiden grundet et verdensomspændende forsyningsproblem med varen, siger Bjarne Aarup Andersen.

Det er en af forklaringerne bag de positive tal.

»Eksternt må vi sige, at vi har haft medvind på cykelstien. Forstået på den måde, at der er en generel mangel på mikrochips. Derfor køber mange dem brugt frem for at købe nye. Og kernen i vores firma er genbrug og bæredygtighed – og det er jo mere aktuelt end nogensinde før. Det er to væsentlige faktorer.«

»Hvis vi kigger internt, så har vi et stort og bredt varesortiment. Det betyder, at vi kan levere hurtigt, hvilket betyder meget for vores kunder. Vi har også satset stort på vores web, hvilket gør, at vi hele tiden får nye kunder fra hele verden,« siger den administrerende direktør.

Ud over det tocifrede overskud har Kimbrer Computer også næsten fordoblet egenkapitalen. Den lyder nu på 45,5 millioner kroner – modsat knap 24 millioner kroner sidste år.

Kimbrer Computer blev grundlagt i 1995 og har 60 ansatte.