It-virksomheden Keepit har fået en gigantisk økonomisk saltvandsindsprøjtning fra udlandet.

Den britiske venturekapitalfond One Peak har lige investeret ikke mindre end 190 millioner kroner i den danske virksomhed.

Det skriver Børsen.

Keepit tager backups af såkaldte cloud-data i digitale skyer.

Adm. direktør, Frederik Schouboe, som stiftede virksomheden sammen med Morten Felsvang tilbage i 2007, fortæller til Børsen, at pengene skal bruges på markedsføring, sælgere og produktudvikling.

Investeringen gør det muligt for virksomheden at tidoble sin størelse og forsøge sig på nye markeder, som eksempelvis USA.

Direktøren lægger ikke skjul på, at han er utrolig stolt over den opbakning og anerkendelse, der ligger i »at få lov til at lege med så mange penge.«

»Jeg synes, det er superfedt at få sådan et højt tal, men det er jo papirpenge. Jeg kan slet ikke forholde mig til sådan nogle tal, det er alt for stort,« siger han til Børsen.