Den familieejede tekstilkæde, der tidligere på året skiftede navn fra Stof & Stil til Selfmade, har netop præsenteret et stort overskud for 2020/2021.

Det viser butikskædens seneste regnskab, skriver Finans.

Overskuddet lyder på 10,9 millioner kroner, og det skal udover navneskiftet også ses i lyset af en lang nedlukning grundet corona.

Resultatet er et fald på cirka fem millioner kroner for tekstilkæden, der har sit hovedsæde i Herning, i forhold til sidste år.

Undervejs i regnskabsåret har virksomheden åbnet en ny butik i den østrigske hovedstad Wien, samt skiftet navn fra Stof & Stil til Selfmade.

Og i forbindelse med sidstnævnte tiltag har virksomheden påbegyndt udrulningen af Selfmades nye visuelle identitet i butikkerne. Her forventer virksomheden for alvor at sætte tryk på i nuværende regnskabsår, skriver virksomheden selv i ledelsesberetningen til regnskabet.

»De mange hele og delvise lukkedage i butikkerne har selvfølgelig medført et kæmpe omsætningstab, og det har været nødvendigt at hjemsende medarbejdere på de forskellige lømkompensationsordninger, der har været gældende i de enkelte lande. Derudover er der ansøgt om kompensation for faste omkostninger i de lande, hvor det har været muligt, for at begrænse koncernens samlede tab,« skriver ledelsen i beretningen til regnskabet.

Omvendt er onlinesalget steget i de perioder, hvor de fysiske butikker har været nedlukket. Det har dog ikke kunnet kompensere for det mistede salg i de nedlukkede butikker fuldstændigt.

Stof & Stil-koncernen har knap 750 ansatte fordelt i fem forskellige lande med i alt 30 butikker. Otte butikker i Danmark, otte butikker i Norge, fire i Sverige, ni i Tyskland og en i Østrig, der er kommet til i år.

Derudover har kæden onlinebutikker i 13 europæiske lande.