»Det er surrealistisk og svært at forstå! Men vi har arbejdet på det længe, så det føles jo ikke, som om jeg er blevet mangemillionær fra den ene dag til den anden.«
Det fortæller den nyudklækkede mangemillionær, Frederik Schreiber. Han har grundlagt den danske spilvirksomhed Slipgate Ironworks, der netop er blevet solgt til svenske Saber Interactive.
Og det betyder, at Frederik Schreiber, udover at kunne prale af at have skabt en af Danmarks mest succesfulde spiludvikler-virksomheder i nyere tid, nu også personligt har fået fyldt pengetanken.
Det får dog ikke spilnørden til at miste jordforbindelsen:
»Vi handler og lever, som vi plejer, og køber stadig oksekød på tilbud. Jeg synes, det er vigtigt at have fødderne solidt plantet på jorden og være ydmyg,« fortæller Frederik Schreiber, der ved, hvor hurtigt succes kan blive til fiasko.
Frederik Schreiber gjorde sin entre i spilbranchen som 25-årig. I 2010 skabte han sammen med en række spil-entusiaster et viralt internethit.
Og derfra tog karrieren fart. I 2013 udgav han det roste 'Rise of the Triad', men i 2016 ramte han muren.
Spillet 'Bombshell' blev ikke den succes, som iværksætteren og hans team havde håbet. Faktisk blev det en fiasko, og i slutningen af 2016 måtte den nu 30-årige udvikler se sin virksomhed gå konkurs.
»Jeg solgte alt, hvad jeg ejede, og flyttede hjem til mine forældre i deres kælder og gik i tænkeboks,« siger Frederik Schreiber, der på det tidspunkt havde en fireårig datter:
»Faktisk kunne det ikke blive værre. Men jeg lærte, hvad jeg ikke skulle gøre. Og mens jeg lå i min gamle seng med en pizzabakke på brystet og en PlayStation i hånden, fik jeg spillet en masse spil. Så selvom det var mentalt udfordrende, havde jeg ingen forpligtelser, og det skabte en masse nye ideer.«
Og de ideer blev grundlaget for den virksomhed, Slipgate Ironworks er i dag, og med spil som 'Graven' og 'Ghostrunner' er 100-mandsvirksomheden nu klar til et nyt svensk eventyr:
»Slipgate er vækstet hurtigere, end vi kunne følge med. Så det er fantastisk, at vi får en ejer, der har baglandet til at holde tempoet, og som kreativt er på bølgelængde med os.«
Selvom Slipgate Ironworks har fået nye ejere, forbliver Frederik Schreiber direktør i virksomheden.
