Ofte fyres administrerende direktører, fordi virksomhedens resultater ikke er tilfredsstillende.

Men sådan var det ikke, da det mandag aften kom frem, at Jesper B. Jørgensen efter seks måneder er stoppet som administrerende direktør for Royal Unibrew med øjeblikkelig virkning. Fratrædelsen skete efter gensidig overenskomst, hed det.

Nu forklarer bestyrelsesformand Kåre Schultz, hvad der ligger bag.

Jesper B. Jørgensens ledelsesstil passede ikke til bryggerivirksomheden, siger han til Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.dk.

»Det dækker ikke over andet end det, der står. Royal Unibrew har en meget direkte kultur. Der er en flad struktur, der er stort set ingen stabsfunktioner, og det er meget kunde- og driftsorienteret. Det er meget hands on. Den kultur har ikke passet med Jesper B. Jørgensens stil, som er mere analytisk eller intellektuel. Det påtager jeg mig det fulde ansvar for sammen med resten af bestyrelsen, der ansatte Jesper B. Jørgensen,« siger Kåre Schultz.

Ifølge Kåre Schultz er der en fejlrate på 50 procent, når man rekrutterer eksternt – og det har Royal Unibrew altså ramt.

Den hidtidige driftsdirektør i Royal Unibrew, hollandske Hans Savonije, er blevet indsat som ny administrerende direktør. Han er ifølge bestyrelsesformanden den ideelle kandidat til jobbet.