Tøjkæden Bertoni Group er gået konkurs. Det skriver man ifølge Finans i en pressemeddelelse onsdag.

Bertoni Group står bag det kendte tøjmærke Bertoni.

»Det er meget trist, men desværre uden for vores kontrol. Det der gør mig mest ked af det, er alle de fantastiske medarbejdere, som nu mister deres job,« siger bestyrelsesformand og medejer Lars Jørgensen i pressemeddelelsen.

»De har udvist meget stort engagement og kamplyst og har gjort en kæmpe indsats,« tilføjer han om de ansatte.

Bertoni har eksisteret i godt 50 år og har omkring 80 ansatte i 11 butikker i Danmark.

Det er ikke første gang, at Bertoni Group går konkurs. Det skete nemlig i 2009, og man var igennem en rekonstruktion med ekstra kapital for små to år siden.

Efter coronapandemien har det ikke været muligt at få forretningen tilstrækkeligt op at stå igen.

»For os, som ejere, er det desværre en kendsgerning, at vi mister de mange penge, vi har skudt ind i virksomheden gennem de knap seks år, vi har drevet firmaet. Vores samlede tab udgør et stort tocifret millionbeløb hen over årene,« siger Lars Jørgensen.