Skaberne bag mobilspillet 'Subway Surfers' havde forventet et millionunderskud, men en uventet interesse i deres mest populære spil vendte situationen 180 grader.

25 millioner kroner lød underskuddet på i regnskabet for den danskejede spilvirksomheden Sybo i 2018, skriver Børsen.

I det nye regnskab, der beskriver økonomien for virksomheden i 2019, har de et overskud på tre millioner kroner.

Årsagen til den markante kovending vil virksomheden ikke ud med, men i ledelsesberetningen, som kommer med regnskabet, kan man læse, at der har været et øget antal downloads af deres populære spil 'Subway Surfers'.

Spillet er nu downloadet 2,7 milliarder gange på verdensplan. Da spillet i 2012 blev lanceret, gik der ikke mere end otte måneder, før det rundede 100 millioner downloads.

I 2015 var 'Subway Surfers' det mest downloadede mobilspil.

Det er gratis at hente spillet ned til sin telefon eller tablet, herefter kan man tilkøbe forskellige opgraderinger.

Sybo er ejet af Bodie Jahn-Mulliner og Sylvester Rishøj.