København. 21.015.539.573 kroner.

Så meget er Pandoras aktier faldet i værdi, siden børsen åbnede for denne uges handler i mandags klokken ni.

Dengang kostede en Pandora-aktie 692 kroner. Fredag eftermiddag kostede den 501 kroner. Det danske smykkefirma kan dermed se tilbage på en uge, hvor værdien af firmaets aktier faldt med 27,6 procent.

Den store nedtur skyldes et skuffende kvartalsregnskab, der blev offentliggjort tirsdag.

Regnskabet viste, at salget i Kina viste tegn på svaghed. Men ifølge Pandora-analytiker ved Sydbank Søren Løntoft Hansen kan regnskabet i sig selv dog ikke forklare det enorme hak i tuden, aktien har fået.

- Regnskabet berettiger ikke kursfaldet. Jeg tror, at faldet har rod i udfordringer i Kina og en form for mistillid til ledelsen.

- Ledelsen sagde i februar, at salget i Kina gik rigtigt, rigtigt godt. Og lige pludseligt står man så og er overrasket over udviklingen i Kina. Det giver en større usikkerhed om, hvor væksten vil ende, siger Søren Løntoft.

/ritzau/