En privatejet dansk udannelsesinstitution er gået konkurs. Nærmere bestemt CIID, Copenhagen Institute of Interaction Design, der har oplevet et millionunderskud de seneste år.

I det seneste årsregnskab fra 2018 fremgår det, at underskuddet var på 7,3 mio. kroner, og at egenkapitalen var negativ med hele 11 mio. kroner.

Årene forinden er underskuddet lidt mindre, men det er der stadig. Det skriver Finans.

CIID har hvert år uddannet 25 betalende elever fra hele verden i interaktivt design. Omkring 230 studerende har været forbi skolen i alt. Men det er altså slut nu, og 19 ansatte er blevet sendt hjem.

Det er Falck-topchefen Jakob Riis, der sidder i bestyrelsen for CIID, og som har været medejer af uddannelsesvirksomheden, der nu må vinke farvel til sin skole.

Han har ellers også kastet mange millioner efter uddannelsen. Faktisk har det årlange underskud fået ham til at garantere økonomisk for driften af virksomheden ved at stille 10 mio. kroner til rådighed.

Men måske det ikke kom som den helt store overraskelse, at CIID nu er gået konkurs.

Tidligere har Jakob Riis nemlig udtalt, at ejerskabet af CIID ikke er noget, man bliver rig af. Alligevel er han dog ked af konkursen.

»Det er begrædeligt, at vi ikke har kunnet fortsætte CIID’s aktiviteter i Danmark. I efteråret 2019 mistede vi efter 12 år muligheden som privat uddannelsesinstitution for at kunne uddanne globale talenter på et studentervisum. Vores flytning til udlandet var en ekstra omkostning, og da covid-19 samtidig reducerede deltagerantallet i de korte kurser, så måtte vi i september kaste håndklædet i ringen,« siger Jakob Riis.