I tre år har den danske it-virksomhed Cybot virkelig haft luft under vingerne. Nu er den solgt for et trecifret millionbeløb.

Daniel Johannsen står bag succesen, der nu har det fået en amerikansk investorgruppe til at smide de mange penge efter virksomheden, skriver Finans.

Han ønsker ikke at oplyse den præcise sum, men det er afsløret, at den svarer til ti gange Cybots omsætning.

»Det siger noget om betydningen af den løsning, som Cybot har skabt, og er også en klar indikation af det fremtidspotentiale, virksomheden rummer,« siger ledende partner Anders W. Eriknauer fra Nordic M&A, som har rådgivet Cybot, i en pressemeddelelse.

Cybot er en virksomhed, der leverer digitale løsninger, som skal hjælpe med at skabe sikkerhed ved persondata på internettet, og Anders W. Eriknauer fortæller, at han aldrig har set nogen vokse så hurtigt før.

I 2012 stiftede Daniel Johannsen virksomheden, og for tre år siden begyndte det for alvor at gå godt.

Virksomheden øgede antallet af medarbejdere fra tre til 50, og omsætningen voksede med et trecifret millionbeløb. 350.000 hjemmesider verden over bruger Cybots sikkerhedsløsning.

Daniel Johannsen bliver siddende som direktør for firmaet og ejer fortsat en andel.