En af Danmarks rigeste mænd, Rockwool-ejeren Gustav Kähler, er død. Det oplyser familien.

Et besøg til USA og et klogt opkøb af et patent viste sig at være en særdeles gavnlig forretning for familien Kähler, der står bag Rockwool. Men mens de fleste kender deres kerneforretning – stenuldsisoleringen – så er de færreste, der kender den stenrige familie bag.

I slutningen af februar mistede familien et af sine ældste og mest indflydelsesrige medlemmer, da 80-årige Gustav Kähler gik bort. Det oplyser hans kone og børn i en dødsannonce i Berlingske. Gustav Kähler står noteret for en ejerandel på mellem fem og ti procent af milliardkoncenen.

Gustav Kähler var tredje generation af den stenrige familie med en erhvervshistorie, der er lige så imponerende som den formue på over fem milliarder kroner, familien Kähler ifølge Berlingske var god for i 2017. En formue, som i øvrigt bragte dem på en 19. plads på listen over landets rigeste.

Historien strækker sig tilbage til 1909, hvor tegleværksejeren Valdemar Kähler gik sammen med murermesteren  H. J. Henriksen og begyndte at grave i grusgrave på Omø. Forretningen udviklede sig hurtigt, men tog først for alvor fart, da Henriksens søn i 1935 på en studierejse i USA købte et patent for 5.000 dollars til producering af stenuld. Selskabet startede i 1937 i Hedehusene, og i de første 25 år i Hedehusene producerede selskabet både stenuld og gasbeton, men i 1962 delte de to familier virksomheden. Henriksen valgte gasbeton og grusgrave, mens Kähler tog Rockwool med stenulden.

Valget faldt særdeles gunstigt ud for familien Kähler, der har kunnet se formuen vokse massivt siden.

Men selv om familien er blandt landets rigeste, adskiller den sig en del fra landets andre rige familier. Familien er kendt for at være ekstremt pressesky og yderst diskret og er modsat mange af landets andre rige familier ikke kendt for at pleje nær omgang med de kongelige. Det fortæller forfatter og journalist Søren Jakobsen, der har fulgt danske dynastier tæt gennem årtier:

»Det er en meget rig familie, som helt tilbage i tiden har holdt en meget, meget lav profil. De har disponeret klogt og forsigtigt hele tiden. De har aldrig interesseret sig for kongehuset, racerbiler eller heste eller noget som helst i den stil,« siger han.

Desuden fremhæver han familien Kähler som en af de få rige familier med en klar social profil i form af 'Rockwoolfonden', der har markeret sig ved at forske i den dårligere stillede del af Danmark - som fattigdom og arbejdsløshed.

Den kendte erhvervsmand og Radiometer-arving Johan Schrøder har gennem flere år været formand i Rockwool International og har et godt kendskab til familien.

»Familien er meget diskret. Det er en meget dejlig og speciel familie. De er langt mere beskedne end man ser andre steder. Og så er de dygtige til at bakke hinanden op,« siger han til BT.

BT har forsøgt at få en kommentar fra familien Kähler til Gustav Kählers død, men Rockwool oplyser, at familien ikke ønsker at udtale sig om private forhold.

Gustav Kählers begravelse har fundet sted.

Andre læser også