De runder en omsætning på 730 millioner i år og får dermed andet rekordår i træk.

Danske Sticks'n'Sushi stryger fortsat til tops, og det betyder, at man vil ekspandere yderligere i udlandet.

Det oplyser sushikæden i en pressemeddelelse.

Det har dog ikke altid set lovende ud, for tilbage i 2019 satte man ellers de helt store vækstplaner på pause efter flere års fremgang, skrev Berlingske på daværende tidspunkt.

»Det er svært både at have succes med vækst på toplinjen og på bundlinjen samtidig. Jeg er ikke overrasket over, at det er sådan. Men vi er et godt sted nu, og vi ser, at mange af de investeringer, vi har foretaget, begynder at betale sig tilbage,« sagde topchef Andreas Karlsson på daværende tidspunkt.

Men nu er det særligt forretningerne i Storbritannien og Danmark, der er med til at bidrage til væksten, og kæden fejrer i år også både deres tiende restaurant og deres tiende år på det britiske marked.

Ifølge deres kommercielle direktør har de opbygget et stærkt brand og oplever flere glade gæster i restauranterne og mere trafik på deres app – trods markedets udfordringer med både corona og inflation.

»Restauranterne i London, Oxford og Cambridge har udviklet sig rigtig flot de sidste to år, og samtidig er den danske forretning bundsolid. Vi kommer til at ekspandere i Storbritannien og Tyskland og kigger desuden på enkelte drømmelokationer i Danmark – og ellers vil vi geninvestere i de eksisterende restauranter,« siger Anders Kjørup, kommerciel direktør i Sticks'n'Sushi.

Sticks'n'Sushi har i dag tre restauranter i den tyske hovedstad, og ambitionerne er at opbygge brandet på samme måde som i København og London. Det betyder flere åbninger i Tyskland i den nærmeste fremtid.

»Vi åbnede vores første restaurant i Berlin i 2017, og sidenhen har vi lagt mange kræfter og tålmodighed i arbejdet. Åbningen af restaurant nummer to og tre ændrede perceptionen, og vi mærker tydeligt, hvordan gæsterne begyndte at genkende og efterspørge os – det momentum vil vi gerne holde,« fortæller Andreas Karlsson, der er administrerende direktør i Sticks'n'Sushi.