Det danske rejseselskab Zen Luxury Travel er blevet solgt.

Det er koncernen Aller, som overtager selskabet.

Det oplyser de to selskaber i en fælles pressemeddelelse.

Selvom mange nok forbinder Aller med ugeblade, så har koncernen allerede en stribe rejseselskaber i folden.

Det gælder eksempelvis Nilles Rejser, Gislev Rejser, Nyhavn Rejser og Stjernegaard Rejser, skriver Finans.dk.

Aller-koncernen føjer dog et rejseselskab til, som sidste år havde ondt i bundlinjen.

Således havde selskabet et underskud på 775.000 kroner sidste år, hvilket betød, at egenkapitalen nu er negativ.

Zen Luxury Travel har som blandt de første herhjemme specialiseret sig i rejser med wellness som fokus.

Det blev etableret i 2010 af Martin og Zennie Bonde Mogensen.

»Vi er enormt stolte af at have indgået et samarbejde med Aller Leisure, og vi ser frem til at kunne stå endnu stærkere i markedet ved at udvide vores sortiment på wellness-rejser og retreats,« udtaler Martin Bonde Mogensen i pressemeddelelsen.

Allers administrerende direktør Morten Aaberg Sørensen siger i pressemeddelelsen, at det netop er wellness-delen, som man har købt selskabet for.

Zen Luxury Travel arrangerer blandt andet wellnessrejser til Thailand, Marokko, Indien, Bali, Jordan og Sri Lanka.