På lidt mere end en måned er fire danske rejseselskaber gået konkurs i forbindelse med coronakrisen.

Denne gang er det rejsebureauet Pacific Tours, der må lade livet.

Det viser en registrering i Statstidende, skriver erhvervsmediet Finans.

Pacific Tours solgte skræddersyede rejser til Australien, New Zealand, Canada og USA.

Også inden den nuværende coronakrise havde rejseselskabet det svært.

I to år havde Pacific Tours underskud, og egenkapitalen var ifølge Finans negativ.

I løbet af april gik rejsebureauerne Jasø Rejser og Robinson Scandinavia konkurs.

Ikke længe efter måtte Express Travel, som primært solgte flybilletter, også bukke under. Dermed er Pacific Tours det fjerde til at gå konkurs på lidt mere end en måned.