Danmarks største sexshop er blevet solgt for et ikke offentliggjort millionbeløb.

Der er tale om Sinful, som nu ryger på en dansk kapitalfonds hænder.

Det skriver Børsen.

Bag Sinful står Mathilde Mackowski og Tonny Andersen, som stiftede onlineshoppen i 2008, da de manglede et alternativ til de sexbutikker, man ellers kunne finde online og på gaden.

Siden har de oplevet store op- og nedture.

Blandt andet mistede de en stor del af opsparingen i 2011, da KB Hallen brændte.

Og så er de også gået fra hinanden som privat par.

Alligevel har de fået det forretningsmæssige makkerskab til at fungere.

Og nu kan de så sælge 57,5 procent af virksomheden til et ikke offentliggjort millionbeløb, som Børsen anslår er trecifret.

Selv beholder makkerparret 40 procent af selskabet og skal fortsat være involveret, når kapitalfonden Polaris' overtage ejerskabet.

Her er målet, at Sinful skal udvides, så omsætningen når over en milliard kroner om året. Det vil være lig med en tredobling.

Selvom det lyder som en markant stigning, så bør det ikke være urealistisk for selskabet, der er seksdobbelt Gazellevinder, hvor omsætningen er fordoblet hvert år i en årrække.

Sinfuls popularitet er da også bare steget de seneste år.

Ikke mindst i coronaåret 2020, hvor der blev slået rekord for selskabets omsætning, da de hjemmegående danskere har handlet sexartikler i en uhørt stor mængde.

Og derfor havde Mathilde Mackowski og Tonny Andersen da også rigeligt med bejlere, da de skulle vælge, hvem de ville sælge størstedelen af virksomheden til.

»Der er mange, der har banket på gennem tiden, men det føles rigtigt nu. Vi når altid vores budgetter, og nogle gange når vi også rigtig meget over vores budgetter. Det kan godt være en hæmsko for vores forretning, så vi trænger til at blive trykket på maven og udfordret,« siger Mathilde Mackowski til avisen.