Virksomheden Sealing System er gået konkurs.
Det bekræfter CEO Ole Jensen over for B.T. fredag.
Sealing System har efter eget udsagn beskæftiget cirka 180 ansatte.
75 procent af virksomheden ejes af kapitalfonden Polaris, som ejer en række danske virksomheder.
Partner i Polaris Allan Bach Pedersen skriver i en mail til B.T.:
»Det er en beklagelig situation, vi står i. Og vi er brandærgerlige. Vi har forsøgt at redde virksomheden, men er ikke lykkedes«
I en senere udsendt pressemeddelelse udtaler Allan Bach Pedersen, at projektporteføljen i virksomheden ikke er »tilstrækkelig lønsom til at drive rentabel virksomhed«.
»Derfor er vi nødsaget tl at trække en streg i sandet«.
Sealing System beskriver sig selv som 'en af Skandinaviens førende leverandører af komplette pakke- og palleteringsanlæg.'
Virksomheden har hjemme i Grindsted.
Artiklen er opdateret klokken 16.38 med en kommentar fra kapitalfonden Polaris, som ejer størstedelen af Sealing System.

