Danmarks økonomi skrumpede 3,3 procent i 2020. Tidligere skøn viste en tilbagegang på 3,7 procent.

2020 blev det værste år for dansk økonomi siden finanskrisen, men coronakrisen har ikke forvoldt helt så stor skade som tidligere antaget.

Danmarks bnp - et udtryk for størrelsen i et lands økonomi - faldt med 3,3 procent sidste år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Et foreløbigt skøn tidligere i februar viste et fald på 3,7 procent. Årsagen til ændringen er ifølge Danmarks Statistik, at økonomien ikke skrumpede helt så meget i første halvdel af 2020 som tidligere antaget.

Danmarks Statistik fremhæver, at dansk økonomi har klaret sig bedre end USA og EU, der har haft en negativ vækst på henholdsvis 6,4 procent og 3,5 procent.

- Faldet i dansk bnp på 3,3 procent for året 2020 vidner dermed om, at dansk økonomi har været mindre påvirket af covid-19-følgerne end resten af det europæiske fastland, skriver Danmarks Statistik.

Hos Arbejdernes Landsbank hæfter cheføkonom Jeppe Juul Borre sig ved, at Danmarks økonomi formentlig er forbi det værste.

- Coronakrisen sendte i starten dansk økonomi i gulvet med en gedigen kæberasler med et historisk fald i bnp og et stort dyk i beskæftigelsen. Men siden er økonomien kommet på benene igen med fremgang i de to seneste kvartaler.

- Den hårdeste del er med længder overstået, og vi er forbi risikoen for, at det kommer til at gå fra slemt til værre. Jeg er optimistisk på økonomiens vegne, hvor vi med hastige skridt går mod bedre tider med genåbning og vacciner, siger han i en skriftlig kommentar.

Der er løbende justering af bnp-tallet, i takt med at der kommer flere data.

Det er før set, at der flere år senere bliver lavet ændringer af bnp bagudrettet.

Danmarks Statistik understreger, at opgørelsen er hæftet med større usikkerhed end normalt på grund af coronaudbruddet.

/ritzau/