»Vi kan sagtens deale med at åbne 50 nye butikker årligt. Altså én om ugen.«

Sådan lyder det fra administrerende direktør Mikael Kruse Jensen i den danske møbelkoncern BoConcept til erhvervsmediet Finans, når det kommer til virksomhedens seneste regnskab.

Det går nemlig ganske godt for koncernen, der designer, producerer og sælger danske designmøbler og tilbehør. Både herhjemme og i udlandet.

Ifølge Finans viser det seneste regnskab en omsætningsvækst på to procent, men hvis detailomsætningen tælles med, lyder det på hele 24 procent.

Til erhvervsmediet fortæller Mikael Kruse Jensen, at virksomheden hver måned siden november sidste år har slået rekord.

Derfor er målet i det nuværende regnskabsår at åbne flere butikker. Oprindelig var planen at åbne 22 af slagsen, men nu er det ændret til, at man vil slå dørene op for endnu flere.

Han vil dog ikke sætte et tal på, men fortæller til Finans, at man godt ville kunne åbne 50 butikker årligt, som situationen er nu.

Det er dog ikke alt, der går lige glat, for ligesom resten af branchen oplever BoConcept også problemer med stigende priser på råvarer og udfordringer med fragt, hvilket smitter af på priserne på møblerne, lyder det.