AtBo-reolen er blevet en dansk møbelklassiker, men firmaet bag har haft store problemer med to konkurser de seneste syv år.

I 2019 blev AtBo opkøbt og relanceret med store ambitioner – men nu er møbelvirksomheden igen kommet i uvejr.

Efter et beskedent overskud i det første regnskab efter opkøbet er der nu blodrøde tal på bundlinjen.

Det netop offentliggjorte regnskab for 2020/21 viser et underskud på knap 6,2 millioner kroner, skriver Finans.

Da Peter Mondrup og Sebastian Gubi for to et halvt år siden købte At-Bo Furnitures efter virksomhedens seneste konkurs, var ambitionen ikke blot at sælge AtBo-reoler til familien Danmark, men at tage kampen op mod andre designklassikere – også internationalt.

Siden er en af de to ejere blevet skiftet ud – efter selv at være havnet i problemer.

Sebastian Gubi gik personlig konkurs med et næsten trecifret millionkrav på halsen og stoppede i juni som direktør. Han solgte sin ejerandel i AtBo til sine forældre Lisbeth Olsen og Bjarke Gudmond Olsen.

Den anden halvdel ejes af stadig af AtBos administrerende direktør, Peter Mondrup.

Møbelfirmaet bag AtBo-reolen gik konkurs i starten af 2019.
Møbelfirmaet bag AtBo-reolen gik konkurs i starten af 2019. Foto: AtBo Furniture
Vis mere

Coronapandemien bliver i regnskabet fremhævet som en tungtvejende årsag til det store underskud i det netop offentliggjorte regnskab. Der er samtidig foretaget nedskrivninger i millionklassen.

Det oprindelige firma bag reolen, At-Bo Furnitures, blev stiftet i 1967, men de seneste år kom det i alvorlige økonomiske problemer.

I 2014 gik selskabet konkurs, men virksomheden bag møbelklassikeren blev drevet videre med ny ledelse, nye ejere og et nyt navn.

Efter endnu en konkurs i 2019 blev virksomheden opkøbt af de nuværende ejere, som ændrede navnet til Atbo.

 

 

 

 

 

 

Andre læser også