Det lyder som lidt af en drøm for de fleste at eje sin egen ø.
Virkeligheden kan dog vise sig at blive en dyr fornøjelse for de få, der har råd til at gøre drømmen til virkelighed.
Saxo Bank-milliardæren Kim Fournais har i hvert fald tabt mange penge på øen Vejrø nord for Lolland, som han købte i 2005.
Siden har selskabet bag givet et samlet underskud efter skat på 264,3 millioner kroner.

Det skriver Finans.dk.
Det seneste regnskabsår blev underskuddet rekordstort på 69,8 millioner kroner. Det skyldes ifølge mediet særligt en nedskrivning på øens faciliteter på 52 millioner kroner.
Af regnskabet for Vejrø ApS fremgår det dog, at ledelsen stadig har håb for fremtiden på øen:
'Det er uændret ledelsens opfattelse, at aktiviteterne på Vejrø vil give et positivt afkast på sigt, men de nuværende markedsmæssige forhold og indvirkningerne af Covid-19 gør tidshorisonten mere usikker,' står der i det nye regnskab fra Vejrø ApS, som forventer et lignende underskud i 2020.

Ifølge Danmarks Statistik bor der fire personer på øen. Den er 2,6 kilometer lang og 700 meter på det bredeste sted.
Kim Fournais har tidligere forklaret i Berlingske, at hans ambition med øen var, at han ville få en nedslidt og forladt ø i udkantsdanmark til at blomstre.
Har du lyst til at opleve en af Danmarks mindste øer, kan du komme dertil med både båd og fly.
Øens gæster kan blandt andet overnatte på Vejrø Resort og ifølge virksomhedens hjemmeside nyde 'oplevelser og aktiviteter, der taler til sanserne, den kreative ånd og den kulinariske sjæl.'

