Hans seneste investering er endt i vasken, og nu har han drejet nøglen om.

Den danske milliardær Henrik Rossing, der har tjent sine penge på Fitness World og Wash World, har erkendt, at hans nyeste abonnementsordning må lukke. Det skriver Finans.

Abonnementssatsningen var en moderne form for postkasse kaldet My Home Box, og Rossing bekræfter nedlukningen i en besked til finansmediet.

»Nej, det gik ikke som forventet. Der var til min store overraskelse ikke mange, som ville have en pakkepostkasse til 29 kroner om måneden. (...) Man kan ikke vinde dem alle,« skriver Henrik Rossing.

Samtidig forklarer man også i det seneste leveret regnskab, at biksen ikke er rentabel på det nuværende marked.

Finans skriver yderligere, at Rossing var klar til at investere 200 millioner kroner, så My Home Box ville ende ved hvert fjerde danske hus.

Men Henrik Rossing nåede ikke så langt, før man måtte indse, at drømmen var knust.

Ifølge den danske milliardær ender hans tab på lidt under fem millioner kroner for den moderne postkasseløsning.

Henrik Rossing og hans kone, Sophie Rossing, ejer størstedelen af My Home Box gennem deres fælles holdingselskab. Det har en egenkapital på knap 1,8 milliarder kroner.