Det er mangel på annoncører til aviser og dagblade, der gør, at Jysk Fynske Medier nu vil skære deres budgetter med fem procent.

Administrerende direktør Jesper Rosener udsendte i dag en pressemeddelelse, hvor han oplyser, at man ikke vil kunne undgå fyringer på mediet, der beskæftiger 1.600 medarbejdere i avis- og bladbranchen.

Ledelsen vil forsøge at holde fyringerne på et minimum ved at skære mest muligt i vareforbrug og eksterne omkostninger.Nedskæringerne skal iværksættes hurtigst muligt, og derfor vil hele koncernen blive gennemgået mellem den 6.-21.juni. Her vil man forhandle om, hvordan man bedst skærer ned. Målet er at spare 90 millioner kroner.

JFM er Danmarks næststørste mediekoncern med 13 dagblade, 57 ugeaviser og 4 radiostationer.

Hos JyskeVestkysten, der én af Jysk Fynske Mediers 13 dagblade, der dækker hele Sydjylland, blev fællestillidsmand Steffen Lilmoes overrasket over tallene, da han hørte dem tidligere på ugen.

- Lige nu går medarbejderne og summer over det store tal, siger han til DR Syd.

Besparelserne vil blive gennemført hurtigst muligt, så man kan regne med et overskud på ti millioner i 2019.

Generelt har koncernens medarbejdere været ramt af adskillige sparekrav og fyringsrunder. Det er kun et halvt år siden, koncernen sidst gennemførte en sparerunde, hvor man dog undgik at fyre på redaktionerne.

For under to år siden gennemførte Jysk Fynske Medier sin seneste store sparerunde, hvor der skulle skæres 150 millioner kroner fra. Dengang nedlagde man 67 redaktionelle stillinger, skriver Mediawatch.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra administrerende direktør Jesper Rosener.