Lyt til artiklen

Casper Christensen tjener styrtende med penge og hæver endnu engang indtjeningen i sit selskab.

3,1 millioner kroner. Så mange penge har den danske komiker alene i 2017 formået at få i overskud i sit selskab BabyRhum ApS.

Det viser et regnskab, som selskabet netop har offentliggjort.

I 2016 fik Casper Christensen et overskud på 253.583 kroner. Men det tal blev i 2017 altså mere end ti gange så stort.

Samtidig er BabyRhum ApS egenkapital oppe på 28,4 millioner kroner, hvor det i 2016 lå på 26 millioner.

Casper Christensen stiftede BabyRhum ApS tilbage i 2003 og er alene i direktionen i selskabet. Babyrhum ApS er hans private selskab, som har tilknytning med en række andre selskaber, komikeren driver sammen med andre. Det gælder blandt andet Douglas Entertaiment, som er et produktionsselskab, der laver TV-komedier og står bag kendte programmer som Live fra Bremen, ALOHA!, FunnyHaHa og Den Blinde Vinkel. Også Nutmeg Movie ApS drives under BabyRhum. Det selskab indeholder blandt andet indtægterne fra den populære komedie-serie Klovn.