Fradrag og lavere beskatning skal understøtte dansk iværksætteri, så dansk vækst igen får flyvehøjde.

København. Danske virksomheder lever ikke op til deres fulde potentiale, hvor de vokser sig endnu større og skaber mere vækst til landet.

Derfor har et iværksætterpanel siden april i år set på, hvordan der kan skabes bedre vilkår for iværksættere, så de realiserer deres fuld potentiale. Mandag fremlægges anbefalingerne.

- Danmark har brug for iværksættere, og iværksætterne vil gerne bygge store virksomheder i Danmark, siger Tommy Ahlers, formand for panelet, i en pressemeddelelse.

Blandt de 13 hovedforslag er et om et fradrag på op mod 1,5 millioner kroner for investeringer i unoterede virksomheder, som ofte er mindre virksomheder, der ikke er på Fondsbørsen.

Der skal indføres en særlig aktiesparekonto efter svensk model og lempeligere beskatning af aktieindkomst.

Danmarks vækst har gennem de seneste ti år været meget lavere end i de nabolande, der ligner os mest. Det kan iværksættere være med til at løse på den lange bane, lyder vurderingen fra panelet.

Under 50 procent af iværksættervirksomhederne lever mere end fem år, og antallet af danske vækstvirksomheder er halveret siden 2003 ifølge Dansk Erhverv.

Det er også helt på sin plads at sænke aktieindkomstskatten, mener Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

- Hvis vi sænker aktieindkomstskatten, så bliver det mere attraktivt at investere i aktier. Det betyder, at særligt små virksomheder, der ikke børsnoterede, vil få lettere ved at tiltrække kapital, siger han i en kommentar.

Kun 100 ud af de 20.000 virksomheder, der årligt etableres i Danmark bliver til vækstvirksomheder.

/ritzau/