Der er ikke tegn på, at krigen i Ukraine nærmer sig sin afslutning. Derfor trækker Grundfos sig fra Rusland.

Kort efter Ruslands invasion af Ukraine i slutningen af februar valgte pumpegiganten Grundfos at sætte sin russiske forretning på pause.

Nu vælger det danske selskab så endegyldigt at trække sig fra landet. Det koster et engangsbeløb på 851 millioner kroner.

Det siger selskabets koncernchef, Poul Due Jensen, i et interview med Børsen.

»Det er det eneste rigtige at gøre. Men det gør ondt, og det er hårdt at sige farvel til både vores medarbejdere og markedet, og det er en sorgens dag for Grundfos,« siger han.

Rusland har været et af selskabets seks-syv største markeder.

Men fordi der ikke umiddelbart er udsigt til en snarlig afslutning på krigen, har det danske selskab set sig nødsaget til at trække stikket helt.

Grundfos har haft kontor i Rusland de seneste 23 år. Selskabet omsætter for næsten en milliard kroner årligt på det russiske marked.

Flere selskaber har haft svært ved at forlade Rusland, fordi det har været i strid med visse sanktioner. Derfor har Grundfos også rådført sig hos blandt andre eksterne rådgivere med hensyn til exit-planen.

Poul Due Hansen regner med, at Bjerringbro-virksomheden er helt ude af Rusland ved udgangen af 2022.

Han forventer ikke, at det bliver muligt at sælge eksempelvis de bygninger, som selskabet ejer i Rusland. I stedet vil de blive opsagt på sigt.

Grundfos ejer blandt andet en større fabrik tæt på den russiske hovedstad, Moskva, og så har der været 550 medarbejdere tilknyttet selskabet på det russiske marked. 25 procent af medarbejderne er indtil videre blevet opsagt.

Grundfos' seneste regnskab viste, at selskabet omsatte for 28,7 milliarder kroner i 2021. Det var en rekordhøj omsætning.

På tidspunktet for offentliggørelsen af regnskabet forventede man fortsat vækst i salget i år. Det er uvist, om det fortsat er tilfældet.

/ritzau/