Aalborg Portland er den virksomhed i Danmark, der udleder flest tons CO₂ om året.

Det vil den nordjyske virksomhed gerne gøre noget ved.

Derfor har de hyret en ny fabrikschef, som skal bidrage til den grønne omstilling og stå for den danske cementproduktion. Hans navn er Peter Birkegaard, der får titler som managing director.

Sådan lyder det i Nordjyske.

49-årige Peter Birkegaard kommer fra en ganske grøn virksomhed, nemlig Siemens, hvor han som fabrikschef har stået i spidsen for produktionen af vindmøllevinger.

I sin nye stilling erstatter han Michael Lundgaard Thomsen, som i stedet bliver kommerciel direktør hos Aalborg Portland.

»Peter Birkegaard kommer med sin enorme erfaring uden tvivl til at spille en afgørende rolle for Aalborg Portlands udvikling de kommende år,« siger Søren Holm Christensen, administrerende direktør for Aalborg Portland i Norden og Baltikum.

Hovedpersonen selv forklarer, at han glæder sig til de faglige udfordringer, der venter forude.

Dem er der da også lidt af, når det kommer til den grønne omstilling. Aalborg Portland udleder cirka 2,2 millioner tons CO₂ om året, hvilket er næsten 14 gange mere end den næstmeste virksomhed i Danmark.