Fødevarekoncernen A. Espersen, der blandt andet laver paneret fisk til McDonald's, er nu på vej ud af Rusland.

Med et nyligt offentliggjort 2021-regnskab, hvor omsætningen har været på lidt under tre milliarder kroner og driftsindtjeningen rekordstor, så er koncernen imidlertid på vej ud af Rusland.

Det skriver Finans.

Selvom deres forretning i Rusland ikke er omfattet EUs sanktioner, så har de valgt at trække sig. Al deres forretning har kørt i et lukket kredsløb med russiske medarbejdere samt russiske råvarer og salg til russiske kunder, forklarer Klaus Beyer Nielsen, den administrerende direktør for A. Espersen.

Størstedelen af koncernens medarbejdere i Rusland er allerede afskediget, blandt andet fordi, at største kunde i Rusland er McDonalds, som lukkede hurtigt efter invasionen.

De resterende medarbejdere er ved at forarbejde fabrikkens lager af let fordærvelige råvarer. Den proces ventes at være afsluttet i løbet af maj.

En mulig genåbning af fabrikken og selskabets aktiver vil formentlig strande på moralske overvejelser.

»Der vil vi nok sige, at det vil vi simpelthen ikke bruge kræfter på, fordi det er et for betændt miljø. Som verden ser ud i dag, vil vi under ingen omstændigheder genåbne fabrikken. Det ville forudsætte gennemgribende forandringer i Rusland,« understreger Klaus Beyer Nielsen.

Næste skridt i processen er så at gå i dialog om frasalg af maskinerne på fabrikken.

A. Espersen har også fabrikker i Danmark, Litauen, Polen og Vietnam. Selskabet producerer blandt andet frosne fiskeprodukter og pasta.